Jeg blev født i 1973, med benene først og en bemærkelsesværdig vilje til at bestemme retningen allerede fra begyndelsen. Min mor sagde ofte, at det var dér mit Pippi Langstrømpe-gen blev skabt, og selvom jeg er blevet voksen siden, er Pippi aldrig forsvundet. Hun har bare fået nye sko. I dag kalder jeg hende ”Pippi on Stilettos” – for hun er stadig den samme, men snørestøvlerne er skiftet ud med stiletter, og legen er blevet en moden, men stadig vital del af min kunstneriske identitet. ”Remember to Play” er ikke bare et motto for mig, det er et arbejdsvilkår.

Min barndom var fyldt med materialer, tegninger og historier. Jeg kunne sidde i timevis og tegne, mens ”Prop og Berta” kørte på kassettebåndoptageren, og når jeg ikke tegnede, fulgte jeg min far og byggede ting, der krævede både hænder, fantasi og en slags hjemmelavet logik. Samtidig voksede min fascination af mennesker, deres relationer og måder at bevæge sig gennem verden på. Hjemmet var fyldt med bøger om både kunst og psykologi, og den dobbelte inspiration har fulgt mig uafbrudt siden.

I 2006 blev jeg uddannet fra Danmarks Designskole (Det Kongelige Danske Kunstakademis Designskole) på linjen Keramik og Glas. Undervejs var jeg også studerende på Rhode Island School of Design (RISD) i Providence, USA, og jeg tilbragte en betydningsfuld periode i internship på Det Kongelige Teater. Her oplevede jeg en verden, hvor disciplin og fantasi arbejder side om side, og hvor håndværk, præcision og fortælling går op i en højere enhed. Det har i høj grad formet min egen praksis.

I dag arbejder jeg fra mit lyserøde værkstedshus i Gadevang, Hillerød. Her udforsker jeg materialer, former og idéer med en dedikation, der ofte får tiden til at opløse sig. Jeg arbejder ikke langsomt – men jeg holder af, at mine værker tydeligt bærer spor af den tid, det kræver at skabe dem. Tid kan ikke sættes i banken, den kan kun bruges. Og jeg bruger min tid på at fordybe mig, undersøge, forfine og give plads til det, der opstår mellem hånd, materiale og tanke.

Mine værker bevæger sig mellem det sprælske, farvemættede og humoristiske og det mere poetiske, eftertænksomme og detaljerige. Jeg rummer selv den samme spændvidde. Mit udtryk kan være legende, men aldrig letbenet; humor kan være et værktøj, men aldrig en undskyldning. Jeg arbejder med præcision og orden, men giver samtidig plads til de spontane impulser, der ofte bliver startskuddet til noget uventet. Min skitsebog – “Min Hjerne” – er altid med mig, for jeg ved aldrig, hvornår et stykke sølvpapir, en skæv rytme, en naturform eller en helt almindelig hverdagsting bliver afsættet til et nyt værk.

Selvom jeg i mine unge år forestillede mig en fremtid som læge, trak kunsten, psykologien og de menneskelige fortællinger mig i en anden retning. Jeg har arbejdet med mennesker i mange forskellige sammenhænge, og min nysgerrighed efter, hvorfor vi er, som vi er, er en stille rød tråd i både mine værker og mine samtaler.

Værkstedet er mit frirum. Her arbejder jeg koncentreret, men legende. Her er lydbøger og podcasts min nutidige baggrundsstøj, og her får tankerne lov til at udfolde sig gennem hænderne. Min Pippi har ganske vist fået stilethæle, men hun står stadig fast på, at kreativitet udspringer af mod, nysgerrighed og evnen til at give slip på det forventede.

Jeg er vokset op i et hjem fyldt med humor, varme, jazz og plads til skævheder, og det har lært mig at værdsætte forskellighed og at skabe rum til både store og små tanker. Den erfaring bærer jeg med mig ind i mit arbejde i dag.

Mine værker vækker sjældent ligegyldighed. Mange bliver begejstrede, nogle overraskede, enkelte udfordret – men næsten ingen går derfra uden en reaktion. Jeg har altid flere projekter i gang, og min kunstneriske praksis er i konstant udvikling. Jeg har en tydelig retning, men den står aldrig stille.

Og midt i al alvoren er der stadig ét princip, jeg vender tilbage til igen og igen: Remember to Play.

I was born in 1973, feet first, with a remarkable determination to choose my own direction from the very beginning. My mother would often say that this was the moment my inner Pippi Longstocking emerged, and although I have grown up since, Pippi has never truly disappeared. She has simply changed her shoes. Today, I call her “Pippi on Stilettos” – still the same character, only now her lace-up boots have been replaced by heels, and playfulness has become a mature, yet essential part of my artistic identity. “Remember to Play” is not merely a motto for me, it is a working principle.

My childhood was filled with materials, drawings and stories. I could spend hours drawing while “Prop og Berta” played on my cassette recorder, and when I wasn’t drawing, I followed my father, building things that required hands, imagination and a kind of homemade logic. At the same time, my fascination with people – their relationships, their behaviour and the ways they move through the world – grew steadily. Our home was lined with books on both art and psychology, and that dual influence has remained with me ever since.

In 2006, I graduated from the Danish Design School (now part of the Royal Danish Academy) specialising in Ceramics and Glass. Along the way, I studied at the Rhode Island School of Design (RISD) in Providence, USA, and I spent a formative period as an intern at the Royal Danish Theatre. There, I encountered a world where discipline and imagination work side by side, and where craft, precision and storytelling merge into something greater. This experience has played a significant role in shaping my practice.

Today, I work from my pink studio house in Gadevang, Hillerød. Here, I explore materials, forms and ideas with a dedication that often makes time feel fluid. I do not work slowly – but I value that my pieces clearly bear the traces of the time required to create them. Time cannot be placed in a bank, it can only be spent. And I spend mine immersing myself, examining, refining and giving space to what emerges between hand, material and thought.

My work moves between the playful, colourful and humorous and the more poetic, contemplative and finely detailed. I contain the same range myself. My expression may be playful, but never superficial; humour can be a tool, but never an excuse. I work with precision and structure, yet I leave room for spontaneous impulses, which often become the starting point for something unexpected. My sketchbook – “My Brain” – is always with me, because I never know when a piece of foil, an irregular rhythm, a natural shape or an ordinary everyday object will spark a new piece.

Although I once imagined a future in medicine, art, psychology and the inner landscapes of human beings drew me firmly in another direction. I have worked with people in many different contexts, and my curiosity about why we are the way we are runs quietly through both my work and my conversations.

My studio is my place of freedom. Here, I work with focus but also with playfulness. Audiobooks and podcasts have replaced my old cassette tapes, and it is here that thoughts are allowed to unfold through my hands. My inner Pippi may now wear stilettos, but she still insists that creativity is born from courage, curiosity and the willingness to let go of the expected.

I grew up in a home filled with humour, warmth, jazz and room for eccentricities, and it taught me to value difference and to create space for both large and modest thoughts. I carry that perspective into my work today.

My pieces rarely leave people indifferent. Many are delighted, others surprised, and a few challenged – but almost no one walks away unaffected. I always have several projects underway, and my artistic practice is in constant development. My direction is clear, but it never stands still.

And amid all the seriousness, there is one principle I return to again and again: Remember to Play.